23948sdkhjf

Grænsekoncern: Brændstofpriser medvirker til tocifrede vækstrater

Brændstofpriser medvirker til, at man hos grænsehandelskoncernen Fleggaard igen melder om flere kunder og mere salg

Både kundestrømmen og salget har fået noget af et boom i Fleggaards butikker. I januar måned har kæden nemlig oplevet en stigning i kundestrømmen på 23 pct., mens omsætningen er øget med 31 pct. begge tal er sammenlignet med samme måned sidste år. Det skriver Fleggaard i en pressemeddelelse. 

Stigningen i kunderne samt salget skyldes ifølge koncernen blandt andet, at benzinen til turen hjem kan tankes billigere syd for grænsen, mener man hos Fleggaard.

Brændstofpriserne har den seneste tid været lavere i Tyskland end i Danmark. Fra 1. januar i år er benzinafgiften i Danmark steget med 23 øre per liter, dieselafgiften med 15 øre per liter, samt yderligere 65 øre per liter, da udligningsafgiften for dieselbiler afskaffes.

Lige nu kan danskerne derfor i gennemsnit spare 2 kroner per liter benzin eller diesel ved at tanke i Tyskland. 

– Danskerne vil spare penge, fordi så mange ting er blevet så meget dyrere derhjemme. Vi har set fødevarer stige voldsomt de senere år, og at benzinen nu også er steget, giver endnu et incitament til at køre til grænsen, udtaler Lars Mose Iversen, adm. direktør i Fleggaard, i meddelelsen. 

Flere kører langvejs fra

En tendens man også har observeret hos Fleggaard er, at flere af grænsehandlens kunder i dag kommer langvejs fra. 

I januar i år har man målt 38 procent flere grænsehandlende fra Aalborg, 48 procent flere fra Aarhus, 22 procent flere fra Odense, 23 procent flere fra Region Sjælland og 12 procent flere fra Region Hovedstaden sammenlignet med januar sidste år.

Og det skyldes langt fra kun benzinpriserne, vurderer Lars Mose Iversen: 

– Vi indledte 2025 med at sænke priserne yderligere på 500 ud af de 4000 varer, vi allerede satte priserne ned på i sommeren sidste år. Samtidig har man i Danmark set prisstigninger på rigtig mange dagligvarer. Vi har set vores salg af dagligvarer stige betydeligt, og for mange danskere er grænsehandel altså ikke længere kun øl, sodavand og slik. Det er også en del af forklaringen på det stigende antal kunder, siger Lars Mose Iversen.

Hos Fleggaard forventer man at se endnu flere kunder i vinterferien, når mange danskere tager sydpå på skiferie og derfor alligevel kører forbi grænsebutikkerne.

Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078